Det er vigtigt, at man får nok fibre i sin kost, og fibre spiller en vigtig rolle i fordøjelsessystemet. Det betyder også, at får man ikke nok fibre i sin kost, kan maven godt begynde at strejke og gøre oprør, og så har man pludselig balladen.
De fleste, der er aktive og træner på regelmæssig basis, ved godt, hvor ubehageligt det er at være aktiv og træne, hvis maven strejker. Det kan der være flere grunde til, men sker det over en længere periode, kan man kigge på sin kost.
Mange vil gerne spise og drikke shakes, barer, geler og en masse andre forskellige produkter, som skal give protein og energi i forbindelse med træningen. Isoleret set kan de også være fremragende til det, de er lavet til, men spiser man for mange af disse produkter, og spiser man mindre regulær og fiberholdig mad, kan maven godt på et tidspunkt sige stop.
Det kræver et kig oppe fra helikopteren at finde ud af, hvor mange geler man spiser inden og under træning og sammenholder med den øvrige kost, men det kan være ulejligheden værd.
Husk rugbrødet og grove grøntsager
Der findes en række fødevarer, som er rige på fibre, og som på den måde kan være med til at give en mere velfungerende mave. En klassiker er rugbrødet, som rigtig mange danskere spiser på næsten daglig basis, men der er en bevægelse væk fra de klassiske danske rugbrødsmadder.
Rugbrødsmadderne er noget, man kan overveje at beholde i sin kost, og der er jo mange måder at gøre sådan en spændende på, hvis man er træt af dem. Avocado i skiver, lidt røget laks eller andre sunde og lækre alternativer kan sagtens pifte rugbrødet op, uden man skal gå på kompromis og fylde hønsesalat på.
Derudover er der selvfølgelig fuldkornsvarianter af mange produkter, som også er rige på fibre, og så er der de grove grøntsager. Dem der er noget gods i som gulerødder og broccoli. Det er heldigvis lidt mere moderne i madlavningen, men mange kan godt skrue op for indtaget.
Endelig kan man tage en genvej og spise sådan noget som HUSK. Navnkundige HUSK findes i forskellige former men består overordnet set af nogle bestemte skaller, som er meget fiberholdige, og på den måde kan man få suppleret op med fibre, hvis ens daglige kost ikke giver det – og man i øvrigt ikke vil ændre den.
Fibrene får det til at glide
Kigger man nærmere på HUSK, finder man ud af, at det kan bruges til at gøre noget ved afføringsproblemer. Fibre er nemlig virkelig effektive til at få afføringen til at glide lidt lettere og mere problemfrit.
Når fibrene kommer ned i tarmene, suger de nemlig noget af den væske, der findes i fordøjelseskanalen. Når fibrene opsuger væsken, bliver de til en gel-lignende substans, som er rigtig god både mod forstoppelse og diarré.
Fibrene er gode mod diarré, fordi de opsuger noget af væsken i afføringen, og det betyder, at man ikke skal lige så meget på toilettet, og man kan optage mere næring, inden det skal ud igen, og gelen er god mod forstoppelse, fordi afføringen glider lidt lettere.