Gør dine fødder sommerklar

0

Solen skinner, temperaturen stiger og fuglene kvidrer – sommeren er over os. Det er tid til at lufte sommertøjet og finde sandalerne frem. Måske har du allerede fået frisøren til at friske sommerhåret op, ordnet fingerneglene og bestilt tid til en ansigtsbehandling. Men hvad med fødderne? Mange glemmer at pleje fødderne, hvilket er ærgerligt. Fødderne bærer en hele livet, og har ligeledes brug for pleje og omsorg. Særligt efter en lang arbejdsdag. Men du kan nemt forkæle fødderne derhjemme ved at kreere din egen lille hjemmespa.

Hjemmespa til fødderne

Spar pengene hos en fodplejer og lav din egen spa hjemme på badeværelset. Alt du skal bruge til et fodbad er en balje med vand, badeolie, håndklæde, en fil og neglesaks.

  • Fyld en balje med lunt vand og hæld badeolie i. Du kan også vælge at bruge badesalt. Sæt fødderne i baljen i fem minutters tid, mens vandet opløser huden og gør den nemmere at arbejde med i næste trin. Du kan med fordel skrubbe dine fødder med en velduftende fodscrub, som fjerner døde hudceller.
  • Tør fødderne forsigtigt og fjern den hårde hud med en blid fil eller pimpsten.
  • Klip dine negle og sørg for at klippe dem lige over. Hvis du klipper neglene for meget ned i siderne, kan du risikere at få nedgroede negle. Brug en neglefil til at afrunde neglene, så de ikke flosser.

Hvis du døjer med problemer, såsom ligtorne, nedgroede negle eller krakeleret hud, vil det være en god ide at tage en tur forbi fodplejeren for at få den rette behandling og rådgivning, inden du selv tager affære.

Pleje af fødderne

Efter din spabehandling er det vigtigt, at du plejer fødderne med en nærende creme. Hvis din hud har revner, er det tegn på, at din hud er tør. Forbyg hård hud og revner ved at smøre dine fødder ind med jævne mellemrum. Du kan eventuelt gøre det til en del af din aftenrutine ved at smøre fødderne ind, inden du går i seng. Undgå at smøre creme mellem tæerne, da du kan risikere at udvikle fodsvamp.

kosttilskud

Styrk dine negle

Hvis dine negle og neglebånd har tendens til at knække eller flosse, kan du med fordel pleje dem med en negleolie eller neglehærder. Du kan også supplere med et kosttilskud til negle. Ved at indtage kosttilskud, som indeholder zink, selen og kalk, kan du styrke dine negle og modvirke, at de flækker eller udtørrer. Ordentligt fodtøj spiller også en rolle i dine tånegles udseende. Går du i for små sko, risikerer du at trykke neglene, så de ødelægges. Undersøgelser viser, at kvinder er dårligere end mænd til at vælge passende fodtøj. Som oftest er det skoens udseende, der vinder over, hvad der er mest praktisk. Tænk over om dine hverdagssko klemmer og invester i passende fodtøj.

På med lakken

Som prikken over i’et kan du lakere dine negle i en flot og frisk farve. Intet ser bedre ud end et par nylakerede negle iført sandaler. Du kan med fordel anvende en basecoat og en topcoat for at få lakken til at holde i længere tid.

Leave A Reply